Generelt:

Ud over at have udvidet med en ekstra dag i form af torsdagens Klub Hede Rytmer har vi igen opgraderet på service for vores gæster.

De væsentligste nye tiltag vedrører forbedringer af publikumsområder på pladsen og et større udvalg i mad og drikke – herunder en række økologiske produkter.


Mad & Drikke

Til de sultne!
Madselskabet er et nyt tiltag på Hede Rytmer.
Madselskabet er Silkeborgs sunde take-away, folkekøkken og cateringfirma, som er kendetegnet ved økologi og ansvarlig produktion.
Dette er en klar opgradering af muligheden for et sundt og særligt velsmagende måltid – også ved en musikfestival som vores.

Derudover vil der traditionen tro være Gourmet Pita fra Picasso samt den mere traditionelle festival-food i form af burgere, pølser, nachos, fritter med mere fra Trosborg Event.
Okkels Is vil servicere alle med en sød tand – i år både is, pandekager og Okkels slush-ice som fås både med og uden alkohol.

Til de tørstige!
Specialøl-baren oplevede sidste år en stigning på 1.000% procent – ja, en 10-dobling af 2015-salget.
Der vil i år ud over diverse specialøl på flaske også blive solgt økologisk fadøl.
Desuden vil baren blive udvidet med en Cocktailbar, hvor man som noget nyt på Hede Rytmer kan købe blandt andet White Russian (øko-mælk) og de lækre Økologiske Cocktails fra Nohrlund.

Classique Vinbar er en fast tradition til Hede Rytmer. Her kan du få et udvalg af vine og champagner, som inkluderer vine fra topproducenter i Europa, serveret af en af festivalens helt særligt festlige ”institutioner” – Mohammed!

Fra Peter Larsens klassiske Bedford-bus bliver der serveret kage, the og varme drikke – både med/uden alkohol.

.... Og i Hede Rytmer Torvets Telt bliver stemningen - præcis som de foregående år holdt på kogepunktet med DJ Gubi (fra Roxy). Særligt torsdag vil Teltet yde et alternativ til DJ-/klubmusikken på scenen - og så er der jo flere nyskabelser med henblik på mad og drikkevarer inden for nær rækkevidde som bør udforskes!

Ingen festival uden c-vitaminer! Vodka & Juicebaren var i 2016 ved at blive rendt fuldstændigt over ende. Vodka & Juicebaren bliver større og der er indkøbt flere juicere, så vi øger produktionskapaciteten med 100% - så vi er klar til at klare ”presset”!

Scenebaren til højre er baren, hvor der uden sammeligning ryger flest drikkevarer over disken. Denne bar har fået vokseværk og på den måde hjælper vi både publikum og bar-personalet.

De to store podier på voldene i publikumsområdet ved scenen bibeholdes som i 2017. CARLOUNGE VIP podiet, kræver et særligt armbånd. Carlounge VIP podiet udvider også sortimentet og vil sælge Cocktails som nævnt i ovenstående i form af White Russians og Økologiske Cocktails fra Nohrlund.

Podiet til højre har fri, gratis adgang for alle – her er optimal udsigt til scenen og der oprettes en bar på dette podie.

Barerne bliver udstyret med nye fadøls-speedtappere, så vi kan gøre ekspeditionstiden endnu hurtigere, samtidig med at der er fokus og tilbud på en række produkter, som reducerer ekspeditionstiden.

Igen i år udvider vi toiletkapaciteten, som nu udelukkende består af toiletmoduler, som er 20% mere effektive end de traditionelle toiletvogne.
På selve toiletterne er der håndsprit, men der opstilles håndvaske-stationer ved toiletterne både på øvre og nedre dele af pladsen. Og husk det nu: Der må IKKE komme noget i toiletterne, som du IKKE først har spist eller drukket!!

Se oversigtskortet vedrørende pladsens indretning og muligheder:


Få armbånd torsdag

I år kan du få dit armbånd på torsdag den 25. maj fra kl. 15 ved vores PRE-PARTY i Indelukket.
Husk at alle Hede Rytmer armbånd (partout, fredag og lørdag) giver GRATIS adgang til torsdagens Klub Hede Rytmer.


Pre-Party

Kom til vores Pre-Party i Indelukket torsdag den 25. maj mellem kl. 15 og 17!
Der vil være DJ-musik ved Radio Silkeborg-pavillonen ved indgangsområdet og mulighed for at købe billige drikkevarer, indtil pladsen åbner kl. 17:00.


Happy Hour!

For at sparke festivalen i gang, er der Happy Hour torsdag den 25. maj kl. 17-19 i Torvebaren og Scenebar 1 & 2!

6 fadøl, 150 kr. (50% rabat), 3 Tempts, 100 kr. (33% rabat), 50 shots, 500 kr.! BUM!